8/18/2006

Info: Hestestaldens "kostpædagogik"

Hestestaldens "kostpædagogik"

Ifølge Sundhedsstyrelsens officielle anbefalinger bør højst 10% af det samlede energiindtag stamme fra sukker.

I Børnehaven Hestestalden har vi talt meget om kost og sundhed. Kost og sundhed er for os meget bredere end sunde madpakker. Det handler også om det spændende ved at smage anden mad, end den man er vant til, at være med til at købe ind og lave maden, anrette den og dække bord fint.

Det handler om at være med i køkkenet og finde ud af, hvor meget 100 g mel egentlig kan fylde, når man får det op i hænderne.

At finde ud af hvad man rigtig godt kan lide, og hvad der falder mindre i ens smag.

At vrænge mund af en sur citron og opdage, at den faktisk smager ganske godt oven på en avocado eller rødspættefilet.

Når medierne beskriver "den fede barndom" mener vi, at det ikke kun handler om kosten, men i højeste grad også om hvordan og hvor tit vores (jeres!) børn får rørt sig. Husk derfor altid at iklæde jeres børn passende "legetøj", så de kan røre sig i al slags vejr.

Økologi i Børnehaven Hestestalden

Københavns Kommune har et krav om, at samtlige institutioner serverer mindst 75% økologiske madvarer. I Børnehaven Hestestalden serverer vi tæt på de 100%.

Vores frugt, som hovedregel årstidens frugt og grønt, kommer fra ØGT (Økologisk Grønt Torv). Her får vi også vores mel, cornflakes, havregryn og andre tørvarer.

Mælk og smør bliver leveret af hhv. ØGT og Frederiksberg Mælkeforsyning; begge dele økologisk.

Vi forsøger at bage brød, så vi kan spise det til vores frugt hver dag. Dette brød er bagt af forskellige melsorter og kan indeholde rosiner, frugt, nødder el. lign.

Vi har næsten altid et par børn med i køkkenet.

I Galoppen har vi et par gange om året en uge, hvor vi laver mad over bålet ud fra madvarer, som børnene har haft med.

Det har fx været fisk og grøntsager. Så har vi stegt fisken over bålet og lavet forskellige supper.

Vi har en smør-selv dag hver 2. eller 3. måned, hvor barnet sammen med forældre og personale bestemmer, hvad de vil medbringe. Personalet indkøber også madvarer til denne dag; et eller andet "anderledes", så børnene får lejlighed til at prøve noget nyt og spændende.

Madpakker skal være sunde

Vi blander os som udgangspunkt ikke i jeres børns madpakkers indhold; blot skal de være sunde!

Jeres børn må ikke have slik med i madpakken, heller ikke Mælkesnitter, små sukkerholdige yoghurter (Danone fx.) og lignende.

Der er undtagelser; der bliver ikke set skævt til at jeres barn undertiden måske har en kiks med, og der må gerne serveres pålægschokolade, men helst på rugbrød.

Hvis der skulle være en madpakke, der ikke lever op til vores krav, så henvender vi os til de pågældende forældre og giver gode råd.

Turmadpakker

Turmadpakker kan med fordel indeholde klapsammen madder samt frugt og grønt, som er nemt at spise.

Makrelmadder og anden "porøs" mad er lidt uhåndterlig i den store natur!

Maden skal være pakket ind i sølvpapir el. lign., og barnet skal have en drikkedunk med vand med. Dunken skal være med skruelåg.

Fødselsdage

Forældrebestyrelsen har besluttet at der kan serveres eller medbringes kage eller boller - ikke begge dele og ingen slikposer.

Fejring af fødselsdag

Hvis man holder fødselsdag hjemme, skal man invitere hele stuen eller hele gruppen (småbørnsgruppen/mellembørnsgruppen/storebørnsgruppen).

Hvis I gerne vil invitere en mindre gruppe børn til fødselsdag, skal invitationerne sendes eller "ringes" hjem. Telefonlisterne er at finde på dørene ind til stuerne. Vi vil gerne opfordre jer til at holde disse fødselsdage uden for Hestestaldens åbningstid, så vi undgår at nogen bliver kede af det.

1 kommentar:

Anonym sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.